Fredericia Musicalteater modtager 34,8 millioner

Nyt musicalteater får økonomisk håndsrækning fra Christiansborg

Artikel: Fredericia Avisen (læs den originale her)
Foto: Venligst lånt af Fredericia Avisen

 

Kulturminister Joy Mogensen (A) har sammen med sine politiske kollegaer besluttet at give tilskud til etableringen af et nyt musicalteater i Fredericia de kommende år. 34,8 millioner i kulturkroner lander i Fredericia over de næste fire år.

Af Matthias Runge og Andreas Dyhrberg Andreassen

Med hjælp fra staten kommer borgere igen til at kunne opleve musicals i Fredericia. I de kommende år vil det nye teater, Fredericia Musicalteater, få et generelt statsligt driftstilskud på 8,7 mio. kr. årligt.

Bag beslutningen står regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Frie Grønne.

Minister ser frem til at følge Fredericia Musicalteater

– Vi har lavet en udviklingsaftale mellem Kulturministeriet, Fredericia Kommune og Fredericia Musicalteater. Vi skal have genskabt et nyt musicalteater, der kan levere et kunstnerisk niveau som før, men vi skal have et særligt vågent øje på økonomien, siger Kulturminister Joy Mogensen (A) til AVISEN og fortsætter:

 

– For det første er det en ny ting, at vi laver det som et udviklingstilskud. Nu er der mulighed for at støtten falder i fire år, men det skal evalueres efter tre år. Det handler om at se om Fredericia Musicalteater har nået det kunstneriske niveau. De har travlt, men jeg tror på, at de kan nå det. Der skal bare mere styr på pengene. Måden vi holder øje med, hvad der sker økonomisk er, at Fredericia Kommune fører tilsyn månedligt og vi følger op fire gange om året. Det er en måde at sikre, at vi bliver ved med at støtte en bæredygtigt konstruktion, men også at der er udvikling i den kunstneriske plan.

– Grunden til at det først bliver nu er, at brede aftaler altid holder længere end smalle aftaler. Det er min tilgang til alle aftaler. Det at vi har taget en ekstra måned gør, at det er et næsten enigt folketing der står bag denne aftale. Jeg tror netop i lyset af den lidt usikre periode teatermiljøet i Fredericia har været igennem, så fortjener de politisk ro og bred opbakning. Alle der følger politik ved, at når der er et markant mindretal udenfor, så er der mere blæst. Nu er der fuldstændig bred opbakning både omring det økonomiske og det kunstneriske, tilføjer ministeren og uddyber:

– For alle kulturordførere er det kunstneriske niveau rigtig vigtigt. Når vi blåstempler noget, så skal vi stå på mål for niveauet. På mange områder støtter vi bredden, men det her handler om et højt niverau. Men det var ikke det kunstneriske de faldt på, det var økonomi. Jeg synes, der ligger en god plan, som jeg tror på.

– I virkeligheden er Fredericia Musicalteater den eneste større kulturinstitution, der er lukket under corona, omend det ikke var på grund af det. Men det er ikke noget vi har talt synderligt meget om. Det er vigtigt for Regeringen, at vi under corona også udvikler kulturen. Det er hårdt, men vi må ikke give op. Uanset hvor mange sted der bliver lagt foran, så skal vi finde en vej. Det er den ånd jeg har fornemmet og selv vil stå på mål, mener Joy Mogensen.

Juraen skulle på plads

– Det er et meget højt beløb, det er jeg nødt til at sige. Vi har noget, der hedder egnsteatre, der får lavere støtte. Den her bevilling er en høj bevilling. Men folkene i og omkring Fredericia har vist, at de kan. Vi skulle have styr på alt juraen – og jeg ville gerne give dem en bred politisk opbakning. Det er en ny konstruktion, vi har mig bekendt aldrig gjort det her før. Derfor skal vi kunne forklare hvad og hvorfor – og vi er klar til at stå på mål for det.

– DET HAR TAGET EN MÅNED AT LAVE EN HELT NY FORM FOR KONSTRUKTION, DER GIVER MERE END 30 MILLIONER KRONER. DET VIL JEG SIGE ER MEGET HURTIGT ARBEJDE.

Joy Mogensen (A), kulturminister

Vil se på måden kulturkroner fordeles

Er der noget galt med fordelingen af midler når Fredericia Teater med flere publikummer får mindre end eksempelvis Aarhus Teater?

– Det er et stort spørgsmål. Men generelt er der mekanikker, der er værd at kigge på. Det synes jeg ikke måske skal være her under corona, hvor mange teatre i det hele taget kæmper for at overleve. Der har vi hjulpet teatrene lige. Vores politik handler altid om at åbne kultur for nogen som ikke ellers bruger kultur. Det vil jeg gerne kigge på. Men det kræver en større analyse, slutter ministeren.

Meget stolt og tilfreds borgmester

AVISEN.nu fangede borgmesteren straks efter hans videomøde med kulturministeren.

– Jeg er så glad for, at vi nu kan skabe en bæredygtig konstruktion omkring Fredericia Musicalteater. Musicals er en del af Fredericias DNA, så det her er den bedste investering i den danske musicalscene. Jeg er sikker på, at vi nok skal bevise vores værd i det lange løb og opnå status som paragraf 5-teater. Det er også vigtig for mig at sige, at vi er kun lykkes, fordi rigtig mange har arbejdet sammen om det her. Så jeg vil gerne sige stor tak til mine kolleger i byrådet og til de partier, der har bakket op om et fremtidigt musicalteater i Fredericia. Nu skal vi have tændt scenelyset og støvet kulisserne af – vi er så klar, siger Fredericias borgmester Steen Wrist (A).

Lykkelig bestyrelsesformand

– Jeg er jublende lykkelig. Jeg synes, at det er den allerbedste måde, jeg kan forestille mig at gå på weekend på. Vi skal nu se på, hvad det indebærer. Vi kan komme i gang med at lave teater i Fredericia, og det er det vi har drømt om. Jeg er sikker på, at jeg deler den glæde med det meste af Fredericia by. Jeg er også 100 procent sikker på, at byrådet jubler sammen med mig. De har lavet et kæmpe arbejde forinden. Vi har længe været i arbejdstøjet, men nu kan vi se, at det batter, og nu skal vi få det hele til at blive levende, planerne igangsat og vist, hvad vi kan, siger bestyrelsesformand, Grete Højgaard til AVISEN.

Dansk Folkeparti: Fredericia Musicalteater er en juvel

– Det er rigtig rigtig godt, at det lander nu, og vi får de 8,7 millioner kroner. Humlen er også, at aftalen er lavet med henblik på, at vi kan genoptage vores paragraf 5-status. Vi får pengene de næste fire år, og derefter skal det vurderes fra København om vi kan få paragraf-5-statussen permanent. Det er en fornuftig løsning, der er landet her. Vi bliver vurderet efter tre år, så vi kan regne med økonomien fremadrettet, og ikke først efter fire år, siger viceborgborgmester Susanne Eilersen (O) og fortsætter:

– Det er svært, når man laver store opsætninger – der skal man kende økonomien mindst 1-2 år før premiere. Jeg er helt sikker på, at vi nok skal få den endelige tilkendegivelse om at blive et paragraf-5-teater, når “prøveperioden” er overstået. Det har kostet blod, sved og massevis af telefonsamtaler til politiske kolleger på Christiansborg, og endelig langt om længe kan vi få ro på, og Fredericia Musicalteater kan komme i gang. Jeg er også glad for, at mit parti og Morten Messerschmidt har lagt så meget energi i aftalen.

– Fredericia Teater er en juvel i dansk kulturliv. Det har ikke bare sat Fredericia på danmarkskortet, men musical-danmark på europakortet. Derfor har Dansk Folkeparti været meget optaget af at finde en ordning, så Fredericia Teater kan køre videre i ny form. Det handler ikke bare om selve teatret, men om hele den kultur og det liv, der er opstået omkring teatret. Derfor er dagen i dag en god dag. Vi har fundet en løsning, som giver mulighed for, at Fredericia Teater igen kan få §5-status, og jeg glæder mig til at følge de gode folk omkring det nye teater i Fredericia i de kommende mange år, siger Morten Messerschmidt.

Stor glæde hos Venstre

– Det glæder mig utrolig meget, at der er økonomisk opbakning til et nyt Fredericia Musicalteater. Det gør det lettere for os at opfylde de store kunstneriske ambitioner, vi har for vores nye musicalteater i byen. En ting er pengene, noget andet er den blåstempling, der følger med, når landspolitikerne tror på vores projekt. Det er en kæmpe anerkendelse. Samtidig vil jeg gerne udtrykke min respekt til de gode kræfter, der har arbejdet konstruktivt for, at dette kunne lykkedes. Jeg retter for mit eget vedkommende en venlig tanke til mine partikolleger, Eva Kjer Hansen fra Kolding, Christoffer Aagaard Melson fra Vejle og Anni Matthiesen Vejen. De har kæmpet vores sag på Christiansborg. Det hedder sig nogle gange, at man ikke kan arbejde sammen i Trekantområdet, men det modsatte er vist her. Folketingsmedlemmerne fra Venstre i Region Syddanmark har bakket op, og de har gjort hvad de kunne for at tale Fredericia Musicalteaters sag, siger Næstformand i Fredericia Musicalteater og Byrådsmedlem Christian Jørgensen (V).

– Fredericia har i mange år båret den gule trøje i musicalbranchen både på scenen og i Uterus som uddannelsesinstitution. Det vil vi gerne sikre, at de kan blive ved med, for vi ved også, at det betyder alverden for hele trekantsområdet, både kulturelt og arbejdspladsmæssigt. Så vi glæder os over, at de nu får muligheden for at fortsætte det gode arbejde de næste mange år. I en tid hvor al kultur er hårdt ramt, så glæder det os ekstra, at vi kunne skabe denne løsning, siger Kim Valentin og Ellen Trane Nørby fra Venstre.

Bred politisk opbakning

– Musicalteater er blevet meget populær for mange danskere og her ser jeg, at Fredericia Musicalteater har en vigtig rolle i at udvikle udtrykket. SF er glade for, at det er lykkedes at finde en løsning på den nye situation, så der igen kan komme gang i musicalscenen særligt her i det jyske, siger Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

-Fredericia Teater har i mange år spillet en afgørende rolle for at udvikle og udbrede musicalgenren i Danmark. Vi håber, at de med denne aftale igen kan genindtræde i den rolle, siger Zenia Stampe, Radikale Venstre.

-Lukningen af Fredericia Teater var et hårdt slag for lokalområdet, men også for udviklingen af musicalgenren i hele Danmark. Derfor er vi tilfredse med, at det nu er lykkedes at indgå en bred aftale om at sikre det økonomiske fundament under et nyt Fredericia Musicalteater, hvor også musicaludviklingscentret Uterus indgår. Med aftalen gives Fredericia Musicalteater fire år til at vise sin fremtidige bæredygtighed, og Enhedslisten ønsker Teatret og lokalområdet al det bedste med den opgave, siger Søren Søndergaard, Enhedslisten.

-Der er et helt særligt potentiale for udvikling af scenekunsten i Fredericia med teatret, Musicalakademiet og Den Danske Scene-kunstskole. Og på baggrund af Slots- og Kulturstyrelsens vurdering af projektet for Fredericia Musicalteater og Fredericia Kommunes engagement og økonomiske bidrag bakker vi i Det Konservative Folkeparti op om en aftale om at yde et udviklingstilskud til Fredericia Musicalteater i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2024. Det er vigtigt for os, at der er en løbende kontrol med projektet, og at der indføres en todelt ledelse med både en økonomichef og kunstnerisk chef. Ligesom at projektets potentiale endeligt skal evalueres om det har et tilstrækkeligt højt niveau, og kan påtage sig ansvar for at udvikle musicalgenren i Danmark og dermed få status af et § 5 teater, siger Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti

-Det er afgørende for Socialdemokratiet, at vi har gode kulturtilbud med høj kvalitet i hele landet. Fredericia har gennem mange år opbygget et stærkt musical-miljø, og derfor er det meget glædeligt, at vi nu kan etablere et teater i Fredericia igen sammen med et bredt flertal i Folketinget. Det er et godt og gennemarbejdet arbejde, som er lavet af Fredericia Kommune og Fredericia Musicalteater, og den stærke lokale opbakning har været afgørende for, at genrejsningen har været mulig, siger Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet.

Om Fredericia Musicalteater 

Fredericia Musicalteater blev etableret den 14. januar 2021 med hjælp fra Fredericia Kommune, der yder det største tilskud til det ny musicalteater. Teatret får til huse i teaterbygningen i Fredericia.

Fra 2021 skal Fredericia Musicalteater producere og præsentere et musicalrepertoire. Forestillingerne kan bestå af både nye produktioner og genopsætninger af repertoiret fra det tidligere Fredericia Teater, og teatret skal også producere musicals for børn.

Som en del af aftalen modtager musicaludviklingscentret Uterus 700.000 kr. i samme periode til videreførelse af sine aktiviteter. Udviklingscentret drives af Fredericia Musicalteater i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole.

Som grundlag for tilskudsudbetalingen i udviklingsperioden indgås en udviklingsaftale mellem Kulturministeriet, Fredericia Kommune og Fredericia Musicalteater.

I udviklingsperioden vil Kulturministeriet følge teatrets udvikling tæt. I løbet af udviklingsperioden skal Fredericia Musicalteater evalueres med henblik på, at teatret kan blive omfattet af scenekunstlovens § 5.

 

newsletter_icon Tilmeld nyhedsbrevet
X
Få nyheder til og om erhvervslivet i Fredericia. Tilmeld dig Business Fredericias nyhedsbrev her.