Nu er 85 arbejdspladser flyttet fra Kolding til Fredericia: Klar til Black Friday og julehandel

Den nordiske logistikkoncern Bring har pakket nyt og moderne sorteringscenter i Taulov op. Alle hidtidige ansatte er flyttet med.

Artikel er skrevet af Fredericia Dagblad

Taulov: Alle 85 ansatte i pakke- og logistikkoncernen Brings sorteringscenter i Kolding er flyttet med til Fredericia, hvor Bring lørdag tog et helt nyt kompleks i brug.

Det godt 7200 kvadratmeter store center i Kongens Kvarter 14 har kapacitet til at modtage og videresende 8000-9000 pakker i døgnet.

Det oplyser salgsdirektør for Bring i Danmark, Per Buus, til Fredericia Dagblad:

– Og det er jo dejligt og et tegn på, at de er glade for at være hos os.

Brings pakke- og logistikcenter i Kolding var cirka lige så stort, men afløseren i det 900.000 m2 enorme lager- og logistikområde, Taulov Dry Port, som Fredericias havneselskab ADP og pensionsselskabet PFA etablerer, er indrettet på en helt ny måde.

– Det er dét af vores centre i Danmark, der har mest kapacitet, fortæller Per Buus.

Pakkesæson står for døren

Centret skal dække hele Jylland og Fyn.

I en pressemeddelelse skriver Bring, at Logistikcenter Taulov er placeret strategisk midt i Trekantområdet for at være “knudepunkt for distributionen i Danmark og den stigende Europatrafik. Logistikcenteret er bygget til at håndtere fremtidens e-handel og ikke mindst stigningen i antallet af pakker”.

– Vi har i Bring i år oplevet en stigning på 30 procent i antallet af pakker til danskerne i forhold til samme tid sidste år og forventer en yderligere stigning i løbet af Black Friday og julen på 40 procent, siger Brings danske salgsdirektør.

Han fortæller, at meldingen fra Brings faste kunder er, at Black Friday sidst i denne måned bliver ekstra travl, og det er måske heller ikke så mærkeligt i en coronatid, hvor flere formentlig vælger at handle hjemme fra computeren.

Smart indrettet center

De 8000-9000 pakker, som det hollandsk byggede sorteringsanlæg i Kongens Kvarter er i stand til at håndtere i døgnet, kan som noget nyt omdirigeres helt op til sidste øjeblik.

– Altså op til, at vores biler på ruterne ud til kunderne og pakkeboksene rundt om pakkes, forklarer Per Buus.

På den måde kan man ændre modtagelsen, hvis det for eksempel passer bedre at afhente i en pakkeboks, fordi man har fundet ud af, at man alligevel ikke er hjemme.

“Det er jo dejligt og et tegn på, at de er glade for at være hos os.”

Anlægget er også forberedt til selv at kunne slutsortere pakker ud på adresser og ruter og ikke kun postnumre.

Endelig er der ifølge Bring fokuseret på at “forbedre arbejdsmiljø, indeklima og sikkerhed”:

“Lige nu testes blandt andet et system, der låser lastbilen fast til rampen for at minimere risikoen for ulykker”.

Vi bringer ut!

Bring er en del af Posten Norge-koncernen med i alt 19.000 medarbejdere. Heraf 230 i Danmark.

Navnet kommer derfor af bring ut – altså bring ud eller udbringning på dansk. Bring har i Danmark også pakkecentre i København, Aarhus og Greve.

Se den originale artikel her.
 
newsletter_icon Tilmeld nyhedsbrevet
X
Få nyheder til og om erhvervslivet i Fredericia. Tilmeld dig Business Fredericias nyhedsbrev her.