Artikel: Fredericia Dagblad - læs den her. Foto: Business Fredericia
Skibsbrændstof kræver en særlig grad af raffinering for at undgå ødelæggelser i de enorme motorer. Et nyt dansk og internationalt konsortium med bl.a. raffinaderiet i Fredericia og Mærsk har nu fået 30 mio. statskroner til et projekt, der skal undersøge, om man i fremtiden kan lave mere miljøvenlig – og samtidig sikkert – brændstof ud af eks. træaffald, restprodukter fra landbruget og madaffald.
Fredericia: Det netop udenlandsk opkøbte A/S Dansk Shell med raffinaderi i Fredericia og Shell Aviation Denmark, der beskæftiger sig med flybrændstof, vil finde nyt guld i den grønne affaldsspand.
Sammen med andre danske og europæiske partnere i et konsortium har Shell fået 30,75 millioner kroner fra statens store innovationsfond.
Projektet Low Carbon fuels for aviation and marine markets (LowCarbFuels.dk) skal frem mod 2025 finde nye brændstoffer til fly og skibe i en tid, hvor landene af klimahensyn forsøger at sige farvel til mere traditionelle olier og til kul. Fordi disse såkaldte fossile brændstoffer har været nemme at producere og anvende, er der ikke forsket meget i, at der også kan udvindes olier af madaffald, træaffald, strøelse og andre restprodukter fra landbruget – ja sågar fra tørret toiletslam på rensningsanlæg.
Særligt skibstrafikken og luftfarten har store udfordringer med grøn omstilling. De bruger megen energi, og brændstoffet skal være ekstra sikkert.
Målet er derfor at udvikle og producere bæredygtige brændstoffer, og raffinaderiet i Fredericia spiller en central rolle i at forfine olierne i sidste ende.
Det oplyser parterne i konsortiet, der også tæller Energy Cluster Denmark – den nationale klyngeorganisation for den samlede energisektor herhjemme, i en pressemeddelelse.
– Helt grundlæggende kan man udvinde olier af biomasse ved hjælp af damp og pres, forklarer projektleder i konsortiet, ingeniør og MBA, Preben Birr-Pedersen, Fredericia, til Fredericia Dagblad.
Men hvordan gør man det i stor stil?
Hvordan sikres god brændstofkvalitet ved raffinering, og – ikke mindst – hvorledes certificeres det nye grønne guld af for eksempel luftfartsmyndighederne, så det kan bruges i fly uden fare for sikkerheden? Eller i enorme skibsmotorer uden risiko for havari og kostbare ødelæggelser?
Vi er for nylig blevet certificeret til at kunne raffinere bioolieprodukter, og dette er et spændende nyt skridt.
Og hvad med det grønne regnskab, med selve udvindingen, forarbejdningen – ja hele forsyningskæden og afsætningen af de såkaldte HTL-bioolie? Det skal det nye, internationale energiprojekt komme med bud på.
Staten støtter som sagt med godt 30 millioner innovationskroner. Det samlede projekt for Low Carbon fuels for aviation and marine markets er 42,9 millioner kroner.
Når du vælger “Nej” til at fremgå som deltager til et arrangement, vil dine data kun være tilgængelig for ansatte hos Business Fredericia. Vi opbevarer dine data til og med afholdelsen til brug for evt. navneskilt, faktura eller deltagerkontakt, hvorefter de slettes.
Videre