Artikel: Fredericia Dagblad
Fredericia: Om få år vil flere og flere transportmidler køre på grøn energi. Den Herning-baserede virksomhed Everfuel oplyste i november 2019, at man vil bygge en brintfabrik ved Shell Raffinaderiet på Egeskovvej i Fredericia. Fabrikken, forventer Everfuel, bliver Europas største på det tidspunkt.
– Helt overordnet følger vi tidsplanen. Det er stadig ambitionen at have den i drift i midten af 2022. Lige nu handler det om forarbejdet i form af lokalplan og byggeansøgning, ligesom vi har startet jordbundsundersøgelser, fortæller administrerende direktør i Everfuel, Jacob Krogsgaard.
Everfuel har indgået et strategisk samarbejde med Shell Raffinaderiet, hvilket indebærer, at raffinaderiet bliver aftager af en del af den fremtidige brint, ligesom Everfuel lejer jord af raffinaderiet til opførelsen af brintfabrikken. Dermed kan raffinaderiet gøre sin produktion mere grøn.
Læs resten af artikel her.
Artikel og foto: Fredericia Avisen
Muehlhan Wind Service åbner kontor i Fredericia. Virksomheden har kun eksisteret i fire år, men vækstudviklingen i markedet gør, at virksomheden flytter til Fredericia. Virksomheden blev grundlagt af fire mænd. I dag beskæftiger virksomheden over 500 mand i løbet af sæsonen. Det får nu ledelsen til at skifte rammerne på Nyvang i Middelfart ud med Navervej 10 i Snoghøj.
»Det er gået stærkt. Jeg har de sidste 20 år været direktør i Muehlhan A/S og for fire år siden var vi seks mand med en ide om at udvikle forretningen indenfor service til vindmøllebranchen. Mange kender helt sikkert Muehlhan A/S for større opgaver, som maling af broer, vindmøller og lignende, imens Muehlhan Wind Service A/S blev skabt på baggrund af en ide om at udvide forretningen til vindindustrien, derfor gik jeg sammen med fem andre dedikerede kolleger, der alle var de bedste på hver sit område,« indleder Adm. Direktør Jens Mørk samtalen.
»En var dygtig til strøm, en til vindmøllevinger, en til salg og så videre. Vi købte os ind, så vi ejede og ejer 45 procent af Muehlhan Windservice A/S, imens Muehlhan A/S ejer 55 procent. Det er gået så godt, at forretningen nu skal stå på et selvstændigt fundament. Muehlhan Windservice A/S udfører sæsonbetonet arbejdet, og mere end 500 mand har været i gang rundt omkring i Europa og Taiwan i år. Vi forventer, at væksten fortsætter i de kommende år,« fortæller direktøren og uddyber:
»Vi vedligeholder alt indenfor vindmøller, og nogle kender os måske, som en virksomhed med medarbejdere, der klatrer i snore, når vi vedligeholder vindmøllevinger. Vores medarbejdere servicerer kunder i hele Europa, hvor Sverige, Finland og Tyskland er vores største marked. Blandt vores største kunder har vi Vestas og Ørsted. Vi står også for service- og vedligehold af vindmøllefarme i England ude på havet. Her foretager vi både større og mindre vedligehold. Det kan eksempelvis være maling af møllerne, men også udskiftning af en stige eller andre komponenter, så vi sikrer, at alt er som det skal være.«
Et marked i vækst
Muehlhan Wind Service A/S ser ind i en lys fremtid, hvor de følger deres kunders vækst. Den grønne omstilling har fået flere og flere aktører til at investere i bæredygtig energi, og det giver arbejde til virksomheden.
»Vi arbejder med stort set alt inden for branchen, og det giver os store fordele. Vi har blandt andet en afdeling, der samler vindmøllerne før de kommer på vand. Det projekt var i Belgien – og sådanne opgaver har vi også fået på Bornholm, hvor 60-70 mand er med til at samle, rejse og installere vindmøllerne. Alt bliver skruet sammen og sat op. Dertil kommer, at vi arbejder med HV-strøm (High Voltage – højspænding red.) og service generelt,« siger Jens Mørk og fortsætter:
»Det er som sagt kun fire år siden, vi startede op, og vi har i de fire år fået stor support fra Muehlhan A/S, når det kommer til alt fra jura, kvalitetstest, finans, bogholderi og generel administration. Nu er virksomheden så stor, at selskaberne skilles domicilmæssigt. Målet er at udvide forretningen på det europæiske marked i almindelighed, og i den forbindelse drive en god og sund forretning, der er i stand til at tjene penge. Men udover de mål, så måler vi også på at være en god arbejdsplads, hvor menensker har lyst til at arbejde.«
I Fredericia får 30 medarbejdere plads og de kommer til at arbejde indenfor kontor- og lager
»Vi glæder os meget til den kommende tid, og vi har mange ambitioner, men det er markedsudviklingen generelt, der sætter kursen. Vi skal være gode leverandører til vores kunder i markedet; Siemens, Vestas, Ørsted og energiselskaberne generelt. Det skal vi ved at levere den bedste mulige service hele tiden, og følge vores kunder rundt i Verden, når et behov opstår,« slutter Jens Mørk.
Læs den originale artikel her.
Kære alle,
Imens vaccinationsprogrammer heldigvis er ved at blive rullet ud, siger vi farvel til et 2020, som vi aldrig havde set komme. Både det danske og fredericianske erhvervsliv gik styrket ind i 2020 med en forventning om endnu et år med vækst, udvikling og fremgang.
Business Fredericia startede traditionen tro med en fænomenal nytårskur, hvor vi hilste godt nytår og lyttede til indslag fra scenen på Fredericia Teater. Vi nåede senere vores generalforsamling, hvor tidligere Minister og Formand for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft, talte om Verdensmål, bæredygtighed og klima i en kontekst, der giver erhvervslivet værdi.
Få dage senere var Danmark lukket helt ned, som følge af COVID-19.
Hos Business Fredericia har vi, siden starten i 2015 hjulpet, serviceret og arbejdet med og for jer medlemmer. Det har vi høstet ros for, men vi løber ikke fra, at vi i DI’s årlige måling faldt 22 pladser. Vi lytter og arbejder allerede nu og i 2021 videre med de problemstillinger, som I har påpeget i målingen. Det sker i tæt dialog med jer og Fredericia Kommune. Sammen skal vi udvikle Fredericia og give jeres virksomheder de bedste muligheder for at nå jeres visioner.
2020 blev et år med brandslukninger, genopbygning og styrkelse af vores fællesskab. Sammen har vi fået Fredericia bedst muligt gennem sundhedskrisen. Tak til alle, der har bidraget med alt fra voucher-kampagner, innovative ideer og nytænkning.
Vi går mod lysere tider, og kunne allerede i november melde, at vi havde rundet 800 medlemmer, hvilket gør os til den største erhvervsorganisation ud fra antal indbyggere. Tusinde tak for jeres tillid.
Vi ønsker jer et lykkebringende nytår med en hilsen fra Business Fredericias Bestyrelsesformand Bent Jensen.
De bedste hilsner
Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer og hele teamet hos Business Fredericia.
Se videohilsen fra Bent Jensen (husk at hente videoen): https://cloud.dokumentaristen.com/index.php/s/g62bqe6f4Pfg9Nt
Stort tillykke til de virksomheder, som netop har placering i vores geografiske område, og som netop i torsdags, den 10. december 2020, er kåret af Børsen til Gazelle virksomheder.
Foto: Kopi af Børsens forside https://borsen.dk/gazelle/
1885 virksomheder er kåret som Børsens Gazeller i Danmark, og disse gode historier skal vi dele med hinanden.
Som Børsen selv skriver: “Gazeller er rollemodeller for jobskabelse, optimisme og kreativitet i Danmark. Gazellerne viser vejen til vækst – derfor vil vi gerne fortælle deres historier (kilde)”.
Èt væsentligt krav, for at blive en Gazelle virksomhed, er, at virksomheden i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år.
Her kan du se en oversigt over, de virksomheder, der er Børsens Gazeller i Fredericia kommune.
Klokken 18.00 onsdag aften fortalte Statsministeren på et pressemøde, at landet lukker mere ned. Lokalt er butikkerne dog åbne et stykke tid endnu, og hos Business Fredericia og Fredericia Shopping har man arbejdet hele natten. Budskabet er klart – støt lokalt nu – butikkerne er klar.
Artiklen og foto er fra Fredericia Avisen
»Man skal gribe chancen for at støtte lokalt i en tid, hvor mange steder lukker ned allerede i dag,« siger Kristian Bendix Drejer og fortsætter:
»Hos både Business Fredericia og Fredericia Shopping har vi arbejdet hele aftenen, natten og morgenen på at gøre klar til den ændrede julehandel. Byens butikker er klar til at tage mod kunderne i dag. Der er åbent i byens butikker helt frem til og med den 23.12. Det er naturligvis med baggrund med gode Coronasikkerhed, men også en gågade, hvor pile og andre små effekter gør, at vi sikrer afstand.«
»Samtidig skal der endnu engang – og det kan ikke siges tydeligt nok, gøres opmærksom på, at vi virkelig håber, at hele byen vil bakke om den lokale julehandel, så vi får et nogenlunde 2020. Husk derfor, at hvis du sidder derhjemme nytårsaften og skal bruge en ny skjorte eller kjole at hoppe ind i 2021 med, så er det inden den 25.12, at du skal slå til.«
»Derudover ved jeg, at mange cafeer, restauranter og butikker har grebet en ny mulighed i at udskrive gavekort, så man også kan støtte dem i denne svære tid. Det vil være en god lejlighed for mange til at støtte, hvor man kan – og betydningen af støtten er stor. Den vil sikre, at byen også i 2021 har mange gode spisesteder og butikker.«
»Det er en svær tid for alle, men sammen når vi godt igennem. 2021 bringer også et håb forude, da en vaccine er på plads. Vi vil forhåbentligt se en gradvis åbning af samfundet igen i foråret, men indtil da, gør vi alt for at sikre en god julehandel og en god afslutning på 2020,« slutter Erhvervsdirektøren.
Læs den originale artikel her.
Pressemeddelelse fra Fredericia Kommune
Studerende i Fredericia kan se frem til et uddannelsesmiljø i attraktive rammer på kanten af Lillebælt. Mandag den 14. december godkendte et enigt Fredericia Byråd købet af en attraktiv grund i Kanalbyen og kickstarter dermed visionen om et nyt campus i Fredericia.
I Budget 2021 besluttede byrådet at købe en grund for at etablere Fredericia Kommunes andel af et uddannelsescampus i Kanalbyen. Fredericia Kommunes byggeri skal udgøre kernen i et større campusområde, og med byggeriet igangsættes processen med at samle flere lokale uddannelser, skabe et attraktivt uddannelsesmiljø og tiltrække nye uddannelser.
”Et uddannelsescampus i Kanalbyen med et sammenhængende ungdoms- og uddannelsesmiljø bliver et kæmpe aktiv for hele Fredericia og vil bidrage til den fortsatte positive udvikling af midtbyen. Og lige så vigtigt vil campus komme til at styrke bosætningen i hele Fredericia Kommune, da flere får mulighed for at uddanne sig og bo i Fredericia”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.
Sammen om at udvikle et attraktivt uddannelsesmiljø
Fredericia vil være en attraktiv uddannelsesby, og arbejdet med at etablere det nye campus skal understøtte den vision – blandt andet ved at udvikle de eksisterende uddannelser og tiltrække nye. Et bredt udbud af uddannelser kommer også til at styrke det fremtidige rekrutteringsgrundlag for kommunens virksomheder og muligheder for at tiltrække flere virksomheder.
”Med denne beslutning tager Fredericia et stort skridt i realiseringen af vores uddannelsespolitiske visioner og i særdeleshed i udviklingen af uddannelsesmiljøet på tværs af alle vores mange uddannelser i Fredericia. Det er også et vigtigt skridt i vores arbejde med at tiltrække flere uddannelser til Fredericia”, udtaler formand for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen og supplerer: ”Det er afgørende, at visionen om campus skal udfoldes i tæt samarbejde med de uddannelser, der er en del af campusprojektet”.
Sammen med lokale uddannelsesinstitutioner skal Fredericia Kommune facilitere en proces, hvor den samlede vision for campus skal udvikles og foldes ud. Denne vision skal beskrive, hvordan campus skal skabe rammerne for nye læringsformer med et samlet uddannelses- og studiemiljø for de studerende og underviserne. Visionen om campus skal med de involverede parter sætte høje standarder for et campusbyggeri og skabe muligheder for mest mulig synergi og sambrug af lokalerne – både mellem uddannelserne og med den øvrige midtby.
Campus i Kanalbyen
Administrerende direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg – som i partnerskab med Fredericia Kommune står bag udviklingen af Kanalbyen – glæder sig også over, at placeringen af campus nu er faldet på plads.
“Det er rigtig dejligt, at det nu ligger fast, at Fredericias nye uddannelsescampus skal ligge i Kanalbyen. Projektet er inde i en meget positiv udvikling, hvor placeringen af campus er det seneste vigtige skridt på vejen til at realisere partnerskabets vision. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et stort aktiv for bylivet, for mangfoldigheden og for tiltrækningskraften i den nye bydel”, siger Peter Cederfeld.
Fakta
Fredericia Kommune har købt byggefelt 1 (se kort) i Kanalbyen primært til campusformål men med mulighed for bolig, kontor og detailformål som sekundære aktiviteter. Fredericia Kommune vil på grunden opføre kernen i campusområdet; et byggeri, som skal indeholde kantine, auditorium, mødefaciliteter og uddannelseslokaler til kommunale og tværkommunale uddannelsesaktiviteter.
Makerspace rykker ned i det nye campus og skal understøtte en science- og studentervæksthus-tanke i det nye campus og studiemiljø på tværs.
Med grunden følger også et parkeringshus med minimum 125 parkeringspladser. For at binde de forskellige uddannelsesinstitutioner i campusområdet sammen er det hensigten, at der på toppen af parkeringshuset etableres et aktivitetstag, som bliver en del af Fredericia Kommunes fællesfaciliteter på campusområdet.
Shell Raffinaderiet i Fredericia er blevet certificeret til at kunne raffinere bio-olieprodukter i raffinaderi-anlægget. Certificeringen kommer på baggrund af vellykkede test, og certificeringen muliggør at producere brændstofprodukter indeholdende biokomponenter direkte i anlægget fremfor at tilsætte disse biokomponenter for at leve op til lovkravene.
Artikel er skrevet af Fredericia Avisen
Lovgivningsmæssigt skal der tilsættes henholdsvis 10 procent biokomponenter til oktan 95 benzin og 7 procent til diesel.
Raffinaderiet undersøger nu mulighederne for at få certifceret flere forskellige typer af bioolie.
Om A/S Dansk Shell
A/S Dansk Shell producerer ca. 35 procent af det danske behov for brændstof til transport på Shell Raffinaderiet i Fredericia. Her modtager man også den danske råolieproduktion fra Nordsøen via en en 320 kilometer lang rørledning. Udover dette er selskabet Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme og leverer årligt, hvad der svarer til mere end 23.000 almindelige husstandes forbrug af fjernvarme.
A/S Dansk Shell beskæftiger ca. 225 medarbejdere.
Se den originale artikel her.
Central beliggenhed og attraktive faciliteter gør Fredericia Havn til et vitalt knudepunkt for den danske grovvarebranche. Én af landets største grovvarekoncerner Danish Agro udvider nu deres mangeårige import- og eksportaktiviteter af korn og foderstoffer på Fredericia Havn. Danish Agro og ADP A/S har indgået ny udvidet lejeaftale på i alt 6.500 m2 pakhuskapacitet på Fredericia Havn. Med den ny aftale kan Danish Agro se frem til at udvide sin kapacitet på Fredericia Havn med et nyopført pakhus på 2.000 m2.
Artikel og foto: Fredericia Avisen
Den ny aftale ligger i forlængelse af et mangeårigt og værdiskabende samarbejde mellem de to parter, som i de næste mange år vil fortsætte i et fremtidssikret set-up på Fredericia Havn.
”Fredericia Havn er et vigtigt knudepunkt for vores aktiviteter på grund af havnens centrale beliggenhed, og det er afgørende for vores udvikling, at ADP tænker visionært sammen med os. Vi har en rigtig god udvikling i vores forretning på Fredericia Havn, og med den ny mangeårige aftale og en udvidelse af vores lagerkapacitet har vi optimale betingelser for at øge mængderne på Fredericia Havn i de næste mange år”, siger Jens Toft, Logistikdirektør Danish Agro.
ADP har igennem de seneste år igangsat markante investeringer i opførelse af nye pakhuse, forbedringer af infrastrukturen og arealer for at sikre kunderne de bedste løsninger til oplagring og effektiv godshåndtering. I løbet af 2021 vil 3 af i alt 5 nye pakhuse stå færdige til oplagring af bulk produkter.
”Helt i tråd med vores strategi om at tiltrække vækst til vores havne, så investerer vi nu et trecifret millionbeløb i udvidelse af vores infrastruktur og pakhuskapacitet, så Fredericia Havn fortsat bliver et vitalt knudepunkt for den danske grovvarebranche. Vores ambitiøse udviklingsplaner kræver stærke partnerskaber med vores kunder, og vi glæder os derfor over, at vi har indgået en ny langvarig aftale med Danish Agro, som er en strategisk vigtig kunde for os, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S.
I juli måned 2021 kan Danish Agro se frem til at overtage det nyopførte pakhus, som ligger i forlængelse af deres eksisterende lejemål centralt på Centerhavnen i Fredericia. Med i alt tre pakhuse får Danish Agro en udvidet lagerkapacitet frem mod næste års høstsæson.
”Med den udvidede lagerkapacitet på Fredericia Havn opnår vi et stærkt konkurrencemæssigt set-up som kan forbedre vores samlede logistik til gavn for vores kunder. Med en udvikling, der går i retning af større skibe, så kommer Fredericia Havn med kajnære arealer og pakhuse ud til 15 meter vand til at blive et endnu vigtigere knudepunkt, der indfrier vores langsigtede strategi”, siger Jens Toft, Logistikdirektør i Danish Agro.
En afgørende konkurrenceparameter for grovvareselskaberne er central placering af lagrene i forhold til kunderne og muligheden for import- og eksport af store mængder, og her giver Fredericia Havn nogle klare konkurrencemæssige fordele med den centrale placering og store vanddybde.
”Gode havnefaciliteter, central beliggenhed og muligheden for at konsolidere store mængder af import- og eksport af korn og foderstoffer giver os de bedste forudsætninger for at styrke vores forretning og konkurrencekraft i mange år frem”, slutter Jens Toft.
Læs den originale artikel her
Få timer efter Regeringen besluttede at lukke flere Regioner og byer ned i Danmark, heriblandt Fredericia, breder panikken sig. Hvad er lukket ned, hvad holder åbent og hvordan når jeg at købe mine julegaver, bliver der spurgt i byens butikker, men ro på, siger Erhvervskonsulent hos Business Fredericia, Lene Bach Jørler.
Foto og artikel er af Fredericia Avisen
»Vi lever i en svær tid, og den aktuelle COVID-19-situation betyder, at Regeringen har iværksat en række nye restriktioner. I første omgang var det 38 kommuner, som skulle indføre disse, men nu er det udvidet til 69 heriblandt Fredericia, men ro på. Vi er ikke lukket totalt ned, som i foråret. Desværre er smittetrykket så højt, at Regeringen er nødt til at lukke ned for bespisning på restauranter og caféer. Dertil kommer en række andre restriktioner. Men man kan stadig besøge restauranten og caféen for at hente lækkert take away, og det er vigtigere end nogensinde før,« siger Lene Bach Jørler og fortsætter:
»Man skal huske, at byerne er ikke lukket ned totalt. Man kan stadig købe gryder, pander, blomster og andet godt i vores lokale butikker. De er åbne og har god plads, tid og service at byde på.«
Smitten er høj i mange byer, hvad gør I for at sikre en sikker julehandel?
»Det er noget, alle er meget f okuseret på, og sikkerheden har faktisk været topprioritet for vores medlemmer siden COVID-19 satte sine spor i vores samfund. Men ud over sprit, mundbind og andre foranstaltninger, så har vi lave retninger på fortorv og stræder i byen, så man går i ensretning. Vi har i samarbejde Fredericia Kommune og Fredericia Shopping også sendt folk i gaden, der uddeler håndsprit og mundbind til de, som måtte have glemt det. Det er ikke Corona-Politi, men Karma-Politi. Vi skal nemlig skabe god karma, så vi støtter byens handels- og restaurationsliv bedst muligt, samtidig med, at vi handler så sikkert som muligt,« slutter Lene Bach Jørler.
Læs den originale artikel her.
Artiklen er skrevet af Fredericia Dagblad
De første lejere flyttede ind i kontorhuset Port House i begyndelsen af 2019, og knap to år senere er alle lejemål i de to bygninger i Kanalbyen udlejet.
Det oplyser Jon Stefansen, der er indehaver af Nordicals i Trekantområdet.
– Det sidste lejemål på 400 kvadratmeter er lejet af Skattestyrelsen, som i forvejen fylder en stor del af Port House. Det er med til, at sagen er fuldstændig udlejet, siger Jon Stefansen.
Skattestyrelsen, som først på året annoncerede sit indtog i Fredericia, flyttede ind i efteråret og har i forvejen 3000 kvadratmeter ud af samlet 8000 kvadratmeter at boltre sig på i lokalerne med udsigt til Lillebælt.
Port House indeholder blandt andet fælles reception, kantine og mødelokaler og er bygget af entreprenørvirksomheden A. Engaard til ADP, som selv hører hjemme i kontorhuset.
– Den gode historie er, at det er et kæmpe kontorbyggeri, man har bygget spekulativt – altså uden at vide, hvem der skulle flytte ind i alle kvadratmetrene, og det er nu fuldt udlejet til gavn for hele havneområdet og midtbyen. Det er for eksempel meningen, at lejerne i Port House skal benytte sig af det nye p-hus, som snart bliver indviet, siger Jon Stefansen.
Selvom den røde lampe er tændt i Port House, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er flere kontorlejemål i Fredericias centrum.
Den gode historie er, at det er et kæmpe kontorbyggeri, man har bygget spekulativt – altså uden at vide, hvem der skulle flytte ind i alle kvadratmetrene, og det er nu fuldt udlejet til gavn for hele havneområdet og midtbyen.
– Der er masser af gammel kontormasse i centrum, men det er der bare ikke rigtig efterspørgsel på. De lejere, vi har været i dialog med, efterspørger moderne kontorfaciliteter, adgang til kantine og godt indeklima. Port House er dyrere at leje end de gamle kontorlokaler, men det har vist sig nu, at det godt kan lade sig gøre i Fredericia, forklarer Jon Stefansen, som opfordrer Fredericia Kommune og ADP til at tænke lignende tanker i Kanalbyen, da der ifølge ham er efterspørgsel.
Blandt de andre lejere i Port House er A. Espersen, Business Fredericia og Sydbank.
Læs den originale artikel her
Når du vælger “Nej” til at fremgå som deltager til et arrangement, vil dine data kun være tilgængelig for ansatte hos Business Fredericia. Vi opbevarer dine data til og med afholdelsen til brug for evt. navneskilt, faktura eller deltagerkontakt, hvorefter de slettes.
Videre