Artikel: Fredericia Dagblad
Fredericia: På trods af delvise nedlukninger og svigtende omsætning førte 2020 ikke til flere konkurser. Tværtimod.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik, som Dinero har samlet sammen, har størstedelen af de danske kommuner faktisk oplevet færre konkurser. Det gælder også i Fredericia Kommune, hvor der var 29,3 procent færre konkurser i 2020 i forhold til 2019. Det oplyser Dinero i en pressemeddelelse.
I 2019 måtte 41 virksomheder dreje nøglen om, mens det kun gjaldt for 29 sidste år – på trods af en coronakrise. Det placerer Fredericia Kommune på en plads nummer 39 af de 98 danske kommuner.
På landsplan faldt antallet af konkurser med 34 procent. Kommunerne med det største fald er Samsø (100 procent), Billund (57,1 procent), Frederiksberg (55,2 procent) og Brønderslev og Struer (54,5 procent).
Men måske skal forklaringen på de færre konkurser også findes i netop coronakrisen.
– Sidste år var alt andet end en dans på roser for landets erhvervsdrivende, og det gør det kun mere imponerende, at antallet af konkurser faldt så drastisk. Jeg tror, det skyldes en kombination af hjælpepakker, og at mange selvstændige har været dygtige til at omstille deres virksomhed til den nye virkelighed, siger iværksætter og administrerende direktør i regnskabsprogrammet Dinero Martin Thorborg.
Han advarer dog om, at det værste ikke nødvendigvis er overstået endnu. Mange virksomheder har kæmpet for deres liv hele sidste år, og det kommer de også til i den kommende tid.
– Mange virksomheder har klaret sig indtil nu, men de er stadig i store økonomiske vanskeligheder, og om lidt skal mange virksomheder betale en momsregning, som kan gøre ondt, siger Martin Thorborg.
Læs den originale artikel her.
Når du vælger “Nej” til at fremgå som deltager til et arrangement, vil dine data kun være tilgængelig for ansatte hos Business Fredericia. Vi opbevarer dine data til og med afholdelsen til brug for evt. navneskilt, faktura eller deltagerkontakt, hvorefter de slettes.
Videre