Ny butik på vej: VVS-Eksperten rykker ind på Fuglsangs Allé

VVS-Eksperten vil tættere på sine kunder, som der er mange af i Fredericia. Butikken åbner 5. marts kl. 9.

Artikel: Fredericia Dagblad

 

Fredericia: Lokalerne på Fuglsangs Allé 32 har tidligere huset en bilforhandler, men i øjeblikket går der håndværkere, som er i gang med at gøre klar til den nye butik VVS-Eksperten, der åbner 5. marts.

VVS-Eksperten har 27 butikker fordelt over hele landet, men har besluttet at flytte sin butik i Børkop til Fredericia.

– Vi har rigtig mange webkunder i Fredericia. Detailhandlen i 2021 er nødt til at flytte efter kunderne, så vi rykker pælene op og flytter til Fredericia, fortæller regionschef for VVS-Ekspertens 15 jyske butikker, Lars Nyberg Nielsen, og uddyber:

– Vi vil gerne have butikken tæt på kunderne, så de kan komme ind i butikken og få rådgivning af vores vvs-folk.

Bedre udnyttede lokaler

VVS-Eksperten har holdt til i Børkop under dette navn i fem år og hed før det VVS Grossisten.

Når butikken i Fredericia står klar til åbning, bliver der 1050 kvadratmeter for kunderne at boltre sig på. Der er ikke flere kvadratmeter i Fredericia end i Børkop, men lokalerne er bedre udnyttet.

– I Børkop har vi en lille butik med tilstødende haller. Her i Fredericia får vi en god, stor butik, fortæller Lars Nyberg Nielsen.

Sandsynligvis ingen stor åbningsfest

Med de nuværende restriktioner for detailhandlen in mente bliver åbningen dog sandsynligvis ikke som butiksåbninger under normale omstændigheder med pølsevogn og fest.

“Vi har rigtig mange webkunder i Fredericia. Detailhandlen i 2021 er nødt til at flytte efter kunderne, så vi rykker pælene op og flytter til Fredericia”.

Ligesom de fleste andre butikker har VVS-Ekspertens forretninger været lukket siden jul for de fleste kunder.

– Vi har erhvervskunder, og dem må vi holde åbent for, ligesom vi har click & collect, hvor privatkunderne kan bestille online og hente varerne udenfor butikken. Hvis vi stadig skal holde butikkerne lukket 5. marts, vil handlen foregå på denne måde i Fredericia, forklarer Lars Nyberg Nielsen.

Ansatte flytter med

VVS-Eksperten sælger udelukkende produkter relateret til vvs, men størstedelen af kunderne er privatkunder. Derfor har virksomheden vvs-folk og elektrikere ansat til at betjene kunderne.

– Det er et fag med mange reglementer og love, der skal overholdes, så derfor er det vigtigt, kunderne får den rette vejledning, siger regionschefen.

Butikken på Fuglsang Allé bliver bygget op fra bunden. Der er altså ikke tale om, at de hundredvis af produkter skal flyttes fra Børkop til Fredericia.

De to ansatte flytter til gengæld med til Fredericia. Butikschefen i Kolding, Jesper Thuesen, får ansvaret for den nye butik. Butikken i Børkop bliver pillet ned på et tidspunkt, når den nye butik er åbnet.

Læs den originale artikel her.
newsletter_icon Tilmeld nyhedsbrevet
X
Få nyheder til og om erhvervslivet i Fredericia. Tilmeld dig Business Fredericias nyhedsbrev her.