Samarbejdsaftale skaber resultater

Samarbejdsaftale skaber resultater

I serien om det fredericianske arbejdsmarked mødes vi i dag med tre aktører, der alle har hænderne på kogepladen, når det lokale erhvervsliv, borgere og politikere indretter jobindsatsen. I denne udgave er det samarbejdsaftalen, der er i fokus. 

Fotos og artikel er fra Fredericia Avisen

Sanela Ljeskovica, John Pagaard  og Peder Tind besøgte redaktionen for at fortælle om virkningen af samarbejdsaftalen mellem Fredericia Kommune, Business Fredericia, LO Fredericia og Fredericia Uddannelsesråd.

Politisk er Peder Tind (V) meget tilfreds med den udvikling som Fredericia Jobcenter har været igennem de senere år. En udvikling, der skaber job og jobåbninger. Et værktøj hertil er Samarbejdsaftalen.

»Den er i alt, hvad vi laver. Samarbejdsaftalen er implementeret i vores måde at tænke og arbejde på. Som Jobcenter er vi til for erhvervslivet og de ledige, og heri skabe et match, men også være med til at udvikle og kvalificere, samt rådgive. Vi er rigtig glade for, at vi har sådan et godt samarbejde med de forskellige aktører i samarbejdsaftalen. Det giver en stor værdi,« siger Koncernchef for Beskæftigelse, Sanela Ljeskovica.

»Vores kernedrift er tænkt med udgangspunkt i den aftale, og der er ikke noget med i den, som vi ikke gør. Samtidig er det godt med en formel aftale, som parterne er enige om. Vi har også brug for det samarbejde for at kunne hjælpe både virksomheder og borgere,« tilføjer Sanela indledningsvist.

Erhvervskonsulent hos Business Fredericia John Pagaard er meget tilfreds med aftalen, som år for år har lagt lag på et konstruktivt og udviklende samarbejde.

»Generelt har det været meget positivt, når man kom ud til virksomhederne. I starten havde mange fokus på de dårlige enkeltsager, dem er der taget hånd om, og man ser meget mere fremad nu. Der er sket meget, siden jeg selv blev en del af processen i 2018. Det er ikke fordi, jeg skal tage æren – det er en holdpræstation,« siger John Pagaard og uddyber:

»I dag er virksomhederne glade for Jobcentret, og der er en god feedback mellem parterne og til os, der arbejder med det bagved. Havde vi ikke haft COVID-19, så havde det været endnu bedre, men også den alvorlige situation, vi har været i samfundsmæssigt, så har Fredericia Jobcenter været proaktive i forhold til virksomhederne, og den dialog har båret frugt.«

Sanela Ljeskovica fortæller, at der i Coronatiden har været mere end 900 virksomhedskontakter, hvilket har skabt både job og jobordre.

»Virksomhederne har mødt en positiv indstilling og virkelig haft en wow-fornemelse over, at der blev ringet til så mange,« indskyder John Pagaard.

 

»Vores aktive indsats har ikke været for at hente jobordre, det har været et serviceopkald og ikke mindst vejlede omkring de muligheder der var og er generelt i Coronasituationen. Virksomheden har været glade for vores kontakt. Kontakten har givet os meget i forhold til at styrke dialogen, men også i forhold til at fortælle om den service, vi kan yde. Derudover, at det skal være nemt og tilgængeligt at servicere,« fortæller Sanela.

»Det er virkelig positivt at se udviklingen over de senere år. Der er sket en tydelig forandring – også i kulturen. Samarbejdsaftalen er samtidig godt i gang med at vinde indpas hos virksomhederne, men også i Jobcentres måde at arbejde på. Så jeg er stolt over, at vi kan få det til at lykkes på den måde, som vi gør lige nu. Der skal lyde en stor ros til Business Fredericia for det store arbejde, som organisationen har ydet i dette arbejde,« siger Beskæftigelsesudvalgets formand Peder Tind og fortsætter:

»Business Fredericia er en vigtig aktør i dette, da de også er en vigtig døråbner og formidler mellem parterne. Generelt skal der lyde et stort cadeau til alle, der arbejder sammen her. De løfter i flok vores arbejdsmarked i Fredericia.«

»Det gode ved samarbejdsaftalen er netop dialogen. Vi har naturligvis et meget tæt samarbejde med fagbevægelsen også, som vi også mødes med i forhold til de ledige. Der ligger både et stykke rekrutteringsarbejde, men også mulighederne for opkvalificering. Fredericia har pt. en større andel af ufaglærte, og det taler samarbejdsaftalen direkte ind i målsætningen om at opkvalificere,« fortæller Salena.

Peder Tind (V) er meget tilfreds med Samarbejdsaftalen, der skaber en stor værdi som redskab. Foto: AVISEN

»Jeg så fornyeligt et indslag i DR om Thisted Kommune, hvor de havde været igennem en større turnaround i deres jobcenter med positive resultater til følge. Her kunne jeg straks vinge af, at vi havde gjort de samme ting, og mere til, samt at det virker. Vi er i dag på forkant med mange aspekter, som vi før løb rundt efter og lappede hul på hul. Jeg ser helt klart, at Fredericia har rykket sig markant her,« fortæller Peder Tind.

160 medarbejdere er engageret i arbejdet på Jobcentret – og her er kulturen forandret, siger Peder Tind.

»De gør det godt – og budget 2021 sikrer flere hænder, der kan arbejde med den indsats, der matcher jobmarked med kandidater. Det betyder meget politisk, at der sker noget. Historisk har de dårlige sager trukket overskrifter, og når vi siger noget andet nu, så står vi på mål for, at de forandringer finder og har fundet sted. Analyser og anbefalinger er også taget med i arbejdet her – også ned i detaljerne i samarbejdsaftalen – eksempelvis key-account managerstil, hvor parterne er enige om at styrke samarbejdet mellem virksomhederne og Jobcentret ved indførelse af denne samarbejdsmetode,« siger Tind og fortsætter:

»De mange ideer har vi plukket og de fungerer nu i praksis. Derudover forudser jeg, at flere gode historier vil se dagens lys. Vi er blevet det menneskelige jobcenter, som vi ønskede, vi skulle være – og det er med en offensiv virksomhedsservice i verdensklasse.«

»Der er ingen tvivl om, at de mange ændringer, vi har set, letter arbejdet for virksomhederne og giver et anderledes positivt fokus. De enkeltsager vi ser i dag, har ofte en positiv karakter og projekterne inspirerer erhvervslivet til at gøre mere. Det er alt fra en svag borgers drøm og indsatsen for at få den til at gå i opfyldelse til der hvor det ender med fast arbejde – ikke bare i en uge, men over tre år. Det gør alt nemmere og bedre. Samtidig har vi i dag også jævntligt møder mellem alle aktører, og her må jeg sige, at jeg som erhvervskonsulent møder nogle virkelig dygtige medarbejdere på Jobcentret,« siger John Pagaard.

Det er vigtigt, at dialogen med virksomhederne er styrket, men også, at de mange muligheder bliver formidlet. Man kan ikke forvente, at virksomhederne kender alle muligheder hos et lokalt jobcenter. Det fortæller Tind, og Ljeskovica nikker til det, netop derfor er det essentielt, at dialogen med erhvervslivet og kontakterne vedligeholdes, fordi deri ligger værdifuld viden og kommende jobs.

»Kernen i meget af vores arbejde er relationerne. Det skaber resultaterne, så relationen til erhvervslivet giver meget, det gælder også dialogen med fagbevægelsen. Vi har alle sammen et stort ben i beskæftigelsesområdet og deri ligger et fælles ansvar,« siger Sanela.

I virkeligheden, så er det et dynamisk værktøj, der giver mulighed for at yde en dynamisk service,« siger John Pagaard

Aftalen er på tre sider – og det er vel næsten utopi at nå det hele?

»Formålet med Samarbejdsaftalen er helt klart, at indholdet er målsætninger, og der vil altid være holdninger til, hvad der virker og hvad der har virket. Vi arbejder med dokumentet løbende, og det er en naturlig del af vores hverdag. Det er samtidig grundlag for arbejdsgange. Derfor ser jeg den største styrke i, at aftalen er en paraply over projekterne, vi arbejder med. Det kan være Code of Care, den boligsociale indsats eller noget tredje. Det giver en kæmpe styrke. I virkeligheden, så er det et dynamisk værktøj, der giver mulighed for at yde en dynamisk service,« siger John Pagaard.

Peder Tind slutter:

»Aftalen er kommet for at blive – og den giver netop en dynamik. Vi tilpasser os år efter år, og der vil løbende være brændpunkter, som vi skal løse. Det vigtigste er, at alle har hånden på kogepladen. Det er sundt. Vi skal kunne måle effekterne undervejs, så vi ved, hvordan tiltagene virker i praksis.«

Samtalen fortsætter over kaffen, her sporer de tre en forsigtig optimisme i beskæftigelsesindsatsen til trods for COVID-19.

Se den originale artikel her
newsletter_icon Tilmeld nyhedsbrevet
X
Få nyheder til og om erhvervslivet i Fredericia. Tilmeld dig Business Fredericias nyhedsbrev her.