14. plads i DI-måling – Fredericia fortsætter sin opstigning mod toppen

De lokale virksomheder giver erhvervsklimaet i Fredericia Kommune et endnu større skulderklap end sidste år. I DI’s årlige og dugfriske undersøgelse af kommunernes erhvervsklima lander Fredericia i år på en imponerende 14. plads ud af alle landets kommuner. Det er en fremgang på yderligere tre pladser siden sidste år, hvor Fredericia Kommune ellers tog et stort skridt op af ranglisten.

Fredericia fortsætter dermed sin opstigning mod toppen, der startede for 6 år siden, hvor Fredericia var placeret på en plads som nr. 78. Den øgede popularitet understreges også af, at mere end 4 ud af 5 virksomheder nu vil anbefale andre virksomheder at flytte til kommunen. Det er en meget høj andel sammenlignet med andre kommuner. Den flotte udvikling afspejler en vedholden og målbevidst indsats for at gøre Fredericia til en attraktiv erhvervskommune.

Særlige opmærksomhedspunkter i undersøgelsen for 2019:

  • Tilfredshed med udbuddet af gode erhvervsgrunde og den generelle vurdering af kommunens fysiske rammer for erhvervslivet. Her opnår kommunen en imponerende plads som nummer to på landsplan.
  • Kommunen er én af landets bedste kommuner, når det kommer til bredbåndsdækning, hvilket bliver et mere og mere afgørende parameter for virksomhederne.
  • Ros for indsatsen i forhold til at tiltrække nye virksomheder til Kommunen.
  • Virksomhederne er godt tilfredse med dialogen med kommunens politikere og embedsfolk. En god og åben dialog er en væsentlig forudsætning for at have et godt erhvervsklima, for så kan man nå at tage hånd om udfordringerne, inden de når at vokse sig til problemer.
  • Infrastrukturen i Fredericia vurderes også lidt bedre end i sidste års undersøgelse. Det gælder både det kommunale vejnet og den kommunale kollektive trafik, men samtidig siger virksomhederne, at det er det vigtigste punkt at prioritere i de kommende år for at forbedre erhvervsklimaet yderligere.
  • Mindre tilfredshed med Kommunens niveau for skatter, afgifter og gebyrer – herunder dækningsafgiften. Skatterne er med til at gøre det dyrere at drive virksomhed.

Læs mere om den samlede undersøgelse her eller om det lokale erhvervsklima i Fredericia her.

newsletter_icon Tilmeld nyhedsbrevet
X
Få nyheder til og om erhvervslivet i Fredericia. Tilmeld dig Business Fredericias nyhedsbrev her.